Pris på pris
Det er svært ikke at blive bare en anelse selvfed, men vi synes heller ikke vi kan forbigå det i tavshed.
Vi er endnu en gang kommet ud på en førsteplads i en undersøgelse blandt pensionsselskaberne i Danmark af medlemmernes eller offentlighedens opfattelse af selskaberne. Det er tredje gang på blot et halvt år.
Denne gang er det specialmediet FinansWatch, der i samarbejde med konsulentfirmaet Caliber, har lavet undersøgelsen Finanstillid 2019.
Rapporten dækker flere lande, men det største fokus ligger i Danmark, hvor man har spurgt 1.552 danskere om deres tillid til selskaber i finanssektoren.
Blandt pensionsselskaber kommer Lærernes Pension ind på en førsteplads, med ATP og Industriens Pension med på podiet.
Blandt samtlige finansvirksomheder – hvor pengeinstitutter, forsikringsselskaber og realkreditselskaber også er med – er ’lærerfamilien’ stærkt repræsenteret med Lærerstandens Brandforsikring på førstepladsen og Lærernes Pension på tredjepladsen, mens Sygeforsikringen Danmark klemmer sig ind imellem de to lærerselskaber.
Trængsel på hylden
Det er anden gang i år, og tredje gang inden for det seneste halve år, at vi opnår den øverste placering blandt pensionsselskaber i en måling af tillid eller loyalitet, så vi kan næsten blive flove over al den ros.
Men vi ser det som en anerkendelse af, at vi arbejder seriøst med at være i øjenhøjde med vores medlemmer og give dem gode og billige produkter og ikke mindst en god rådgivning, når vi er i kontakt med dem.
Blandt andet har vi de senere år arbejdet hårdt på at gøre det langt lettere for medlemmer at betjene sig selv på vores hjemmeside og få relevant rådgivning i indbakken, hvis de ønsker det. Det er sket i tæt samarbejde vores administrationsselskab Forca og ikke mindst de to andre pensionsselskaber, PKA og Pædagogernes Pension, som vi ejer Forca sammen med.