Lærernes Pension har et af de bedste afkast i pensionsbranchen
Lærernes Pension ligger klart over branchens gennemsnit, både når det gælder kommercielle selskaber som PFA og Danica, og når det gælder arbejdsmarkedspensionsselskaberne. Det viser Finanstilsynets sammenligning af pensionsselskabernes afkast i 2009.
Lærernes Pension lå med et afkast før skat på 12,9% klart over branchegennemsnittets 7,6%. Også inden for de fleste investeringskategorier (aktier, obligationer, fast ejendom mv.) ligger Lærernes Pension over gennemsnittet.
Også når det gælder prisen for administration ligger vi i den gode ende. Mens der i hele pensionsbranchen gik 4,7 øre af hver indbetalt pensionskrone til dækning af omkostningerne var det kun 1,9 øre i Lærernes Pension.
”Vi sammenligner os hvert år med de andre arbejdsmarkedspensionsselskaber og véd, at vi der ligger godt både med hensyn til afkast og omkostninger. Men det er rart at Finanstilsynets tal bekræfter vores pæne position også når det er i sammenligning med de kommercielle selskaber”, udtaler administrerende direktør Paul Brüniche-Olsen.
Du kan læse hele Finanstilsynets rapport ’Markedsudvikling 2009’ her
