Hvert medlemsforum består normalt af 25 medlemmer, men kan bestå af op til 30 medlemmer. Hvis der er flere end 30, der ønsker at være med i et af medlemsforaene, skal der afholdes valg. De 25 kandidater, som får flest stemmer, vælges ind i forummet.
Hvis et af de valgte medlemmer fraflytter det område, hvor medlemmet er valgt, kan medlemmet vælge at blive i medlemsforummet eller at blive overflyttet til det andet medlemsforum, fx flytte fra Medlemsforum Vest til Medlemsforum Øst. Hvis et medlem flytter til det andet medlemsforum, skal der ikke fyldes op fra en evt. suppleantliste. Der kan maksimalt være 60 medlemmer i alt i de to medlemsfora. I forbindelse med bopælsskift kan det ene medlemsforum overstige det maksimale antal på 30 medlemmer i den resterende valgperiode. Hvis medlemmet skal skifte tilhørsforhold, skal det aftales med selskabet og de to formænd.
Medlemsforaene har indflydelse på udbud af pensioner og investeringsprincipper i selskabet. Medlemsforaene har ret til at stille forslag til selskabets bestyrelse. Forslag kan stilles af et medlemsforum direkte til bestyrelsen eller på årsmødet jf. reglerne om indsendelse af forslag i tide.
Forud for større ændringer i udbud af pensioner eller investeringsprincipper er selskabets bestyrelse pligtig til at indhente udtalelse fra medlemsforaene. Selskabets bestyrelse fastlægger de nærmere principper herfor.