Få styr på små pensioner 

02-02-2012 10:49
Har du et lille depot på en pensionsordning, hvor der ikke bliver indbetalt, så er det nemt – og gratis – at gøre noget ved. Du kan få det lagt sammen med en anden ordning, eller endda få det udbetalt med det samme, hvis det er meget lille.

Overflyt, hvis du har under 20.000 kr.
Hvis dit depot er på mindre end 20.000 kroner, så er det gratis at få flyttet ordningen, så du kan få samlet dine små ordninger et enkelt sted.
Du kan få overflyttet små ordninger fra andre selskaber til din ordning hos os, eller du kan flytte små ordninger fra os over til andre selskaber.
Du skal henvende dig til det selskab, der skal modtage pengene.
På www.pensionsoprydning.dk kan du finde et værktøj, der guider dig gennem muligheder og regler. Det er lavet af brancheorganisationen Forsikring & Pension.

Overflyt eller få udbetalt, hvis du har under 9.700 kr.
Hvis du har en ordning hos os, hvor depotet er mindre end 9.700 kroner, og hvor der ikke er blevet indbetalt gennem de seneste 12 måneder, så har du nogle særlige muligheder.
Du kan:
• Få pengene udbetalt – så skal der betales en afgift på 60% til staten
• Overflytte depotet til et andet selskab
• Lade pengene blive stående hos os
Vi er i færd med at skrive til alle medlemmer med de depoter, der opfylder betingelserne. Hvis du har fået et brev fra os, og ønsker at få pengene udbetalt, behøver du ikke foretage dig noget.

Se, hvad du har, og chat med Medlemsservice
Har du en ordning i Lærernes Pension, kan du logge på og se dine egne tal.
Når du er logget på, kan du nemt chatte med vores Medlemsservice, hvis du har spørgsmål.
Du kan også maile eller ringe til os: post@lppension.dk – tlf. 70 21 61 31.